Testa Rossa betyder rødtop

Af Claus Worup

Kig engang ned i det motorrum. Tolv ‘the-kopper’ i række og geled. Flankeret af røde ventildæksler. Så véd du, at det handler om én af 50’ernes mest succesfulde racersportsvogne, Ferrari Testa Rossa. Testa Rossa betyder indlysende nok rødtop. I dag er en Ferrari Testa Rossa fra sen-50’erne en af de dyreste klassikere, man kan købe. Hvis man overhovedet kan finde et eksemplar, der er til salg, kommer man til at betale et pænt to-cifret millionbeløb for denne uanstændigt smukke og ædle racervogn.

Japaneren Brandon Wang har én. Han har faktisk adskillige sjældne Ferrari’er, deriblandt den sølv/rød lakerede Testa Rossa fra 1957. Han bruger dem til klassiske races, hvor bilerne bliver kørt dels af ham selv, dels af hans mekaniker, Gary Pearson. De går til den, skulle jeg hilse og sige.

50’ernes Ferrari Testa Rossa er faktisk en af de fornemmeste racervogne, der nogensinde er bygget. Der blev kun bygget 33 ialt, hvoraf de 14 blev benyttet af fabrikkens eget racerteam. Andre blev solgt til velhavende private teams, blandt andet det berømte, belgiske Ecurie Belge.

Rødtoppen her er et godt eksempel på, at italiensk design, selv på kompromisløse racervogne, på den tid havde langt mere finesse end det, man fandt på tilsvarende englændere.

Ferrari 250 Testa Rossa var Enzo Ferraris våben i den nye tre-liters racersports-klasse, som blev udskrevet til 1958-sæsonen. Bilens hjerte er en 60-graders, tre-liters V12-motor. Den kommer ud med omkring 300 heste ved 7.000 omdrejninger og gør Testa Rossa’en gnistrende hurtig. Den laver hjulspin i andet gear helt op til 130 km/t. Og som alle Ferrari’s racer-V12’ere lyder den, som når man trækker en kat i halen...

Motoren er i direkte linie i familie med Ferraris allerførste 1,5-liters V12, som var konstrueret af geniet Gioacchino Colombo. En legendarisk motor, der gennem tre årtier kom til at udvikle sig fra 1,5 til 5,0 liter slagvolumen. I Testa Rossa’en er dens åndedræt sikret af en imponerende række af blan-ke, åbne indsugningstragte. Et sandt smykkeskrin for motorelskeren. Bilen er bygget på et rørramme-chassis og har uafhængig affjedring foran med triangler og skrue-fjedre, mens den bagtil har den fine De Dion bagaksel. Og så kan det godt undre, at den ellers så fornemme og hurtige bil må lide under tromlebremser ved alle fire hjul og ikke skiver.

Det er ganske vist nogle ordentlige tromler med køleribber, men alligevel. Skivebremser havde ellers dengang været fremme i nogen tid på både visse sportsvogne til gadebrug og på racervogne, men Enzo Ferrari ville bare ikke have dem. Forklaring? Næh, det ville han bare ikke!

Oven i det hele er Testa Rossa’en klædt i et af de smukkeste racervognskarrosserier, som verden nogensinde har set. Det blev bygget og designet af Scaglietti. Det meste karakteristiske er de ponton-lignende forskærme, som synes let adskilte fra bilens næse. Men det var der også en mening med, nemlig at føre så meget kølende luft som muligt ind til bilens forbremser. Men i øvrigt var det ikke en design-filosofi, der kom til at holde særlig længe. Aerodynamisk og stabilitetsmæssigt var den nemlig en katastrofe.

Testa Rossa’ens triumf-år var modellens første sæson, nemlig 1958, hvor den vandt sportsvognsmesterskabet suverænt med 38 points mod Aston Martins 14. Fabriks-teamets vogne blev kørt af stjerner som Phil Hill, Peter Collins, Mike Haw-thorne, Wolfgang von Trips, Luigi Musso og Oliver Gende-bien. Sejrsrækken fortsatte de følgende tre år, selv om den oprindelige Testa Rossa mod slutningen af den periode ikke længere helt lignede sig selv.

Hvordan kører en Testa Rossa fra 1957? Trommeslageren i rockgruppen Pink Floyd, Nick Mason, har – blandt meget andet – et eksemplar. Han mener, at den kører nogenlunde som en Ferrari GTO, blot i åben udgave. (Han må jo vide det, for han har nemlig også en GTO fra 1964).

“Ligesom GTO’en er det en dejlig afbalanceret bil. Den kan driftes rundt med speederen og er meget forudsigelig i sin optræden. Motoren er både smidig og magtfuld. Man føler, den trækker voldsomt ved 3.000 omdrejninger og opdager senere, at den trækker utroligt ved 4.000 omdrejninger. Og den bliver bare ved. Det er en fantastisk motor”. Så vidt Nick Mason.

Indretningen er også præcis som det var god tone på racersports-vogne på den tid: Enkel og skrabet. Det store rat sidder forholdsvis tæt på føreren. Det lave vindspejl ser ikke ud af meget, men tager faktisk ganske meget af fartvinden. Alligevel må den tids racerkørere have været gjort af et særligt stof. Tænk at køre 24-timers løbet på Le Mans i en helt åben bil. Og så med tromlebremser.